Op mod 200 bevæbnede mænd angreb tirsdag et kinesisk oliefelt i det østlige Etiopien. I næsten en time kæmpede angriberne mod de 100 soldater, der var udstationeret for at passe på oliefeltet.
Og kampene blev usandsynligt blodige. Mindst ni kinesiske og 65 etiopiske ansatte blev dræbt, siger en talsmand for Etiopiens premierminister til nyhedsbureauet AFP. Ifølge direktøren for det kinesiske oliefirma Zhongyuan Petroleum Exploration Bureau, så har angriberne taget syv kinesiske arbejdere som gidsler.
Oliefeltet ligger i landsbyen Abole i et omstridt område nær grænsen til Somalia. Somalia mistede kontrollen over regionen i 1977, men der er stadig uro og oprør.
Kina har de senere år investeret enorme summer i at udvinde energi i Afrika. Men kineserne er blevet mål for kidnappere og drabsmænd. Også i det afrikanske land Nigeria er kinesiske arbejdere ofte udsat for forsøg på kidnapning og væbnede angreb. Ingen har endnu taget ansvar for dagens angreb i Etiopien.