Den solskinsrige lørdag dannede også rammen om tre blodige tragedier på landets veje.
I løbet af lørdagen mistede tre unge mænd livet i trafikken. De omkom i tre separate trafikulykker.
En blot 18-årig mand blev dræbt, da han kørte galt på Køge Bugt Motorvejen. Han havde en 40-årig mandlig passager med sig, der dog kun blev kvæstet. Ved ulykken væltede bilen rundt og den 18-årige kom så slemt til skade, at han døde kort efter. Politiet ved endnu ikke, hvorfor ulykken skete.
Også en 34-årig mand omkom lørdag i en eneulykke. Denne gang i Skanderborg. Manden trak pludselig over i den modsatte kørebane, hvor han måtte vige for en anden bil. Derefter mistede han kontrollen over bilen og kom ud i rabatten, hvor han ramte en påhængsvogn og et træ. Han døde senere på hospitalet.
Lørdagens sidste trafikoffer blev en 25-årig mand af ukrainsk afstamning. Han blev dræbt i Aggersund, da han ikke overholdt sin vigepligt og kørte ud i et kryds, hvor han blev påkørt af en anden bil.
En helt fjerde ulykke resulterede natten til søndag i, at to yngre mænd blev kvæstet. Der var tale om en voldsom eneulykke, hvor begge mænd blev slynget ud af bilen. Den ene er alvorligt kvæstet, men de er dog begge i live.