Seks hjorte og 10 geder blev dræbt i West Midland Safari Park i Worcestershire, England forleden, da porten til indhegningen til nogle vilde afrikanske hunde i løbet af natten blæste omkuld. Hundene stak af og gik amok i en blodrus på de sagesløse andre dyr i parken.
– Vi er helt knuste og chokerede over dette, fortæller en talsmand for parken. Personalet var gået hjem efter at have tjekket alt, som de gør hver dag ved fyraftenstid, og alt så normalt ud. Det gjorde det ikke næste morgen, hvor den svære indhegning ind til de farlige hunde var blæst omkuld i en sektion.
Hurtigt blev mere personale tilkaldt, som ved fælles hjælp fik gennet hundene tilbage.
– Der er og var aldrig fare på færde for nogle af gæsterne på noget tidspunkt, ej heller for, at hundene skulle kunne undslippe selve parken, udtaler talsmanden.
Fakta om afrikanske vildhunde
* Bliver også kaldt hyænehunden
* Lever og jager i flokke i store dele af Afrika
* Kan blive 110 cm lang med en hale på 40 cm og vejer mellem 17 og 30 kg.
* Trods deres forholdsvis klejne størrelse, er de frygtet af både mennesker og andre dyr for deres vildskab og mod