Militærjuntaen sætter hårdt ind for at mørklægge det folkelige oprør, som i går fortsatte på 10. dag i Burma. Men selvom internet og telefoner blev lukket, stod det klart, at demonstrationerne mod regimet mange steder endte blodigt.
I løbet af dagen var flere tusinde demonstranter på gaden i Burmas største by, Rangoon, hvor et kæmpe opbud af soldater havde spærret alle større veje af og jagtede mindre grupper af demonstranter rundt.
Ifølge en kilde, som det svenske udenrigsministerium har talt med, blev i hvert fald 35 demonstranter dræbt.
»Vi bedømmer kilden som troværdig. Personen så 35 livløse kroppe lagt op på en lige række,« siger den svenske ambassadesekretær Liselott Agerlid til Svenska Dagbladet. Hun er selv i Rangoon og fortæller, at man kunne høre væsentligt flere skud i går, end man kunne torsdag, hvor ni mennesker ifølge Burmas statskontrollerede medier blev dræbt.
Internet og telefoner lukket
Billeder og video af militærstyrets brutale behandling af demonstranterne er de seneste dage gået verden rundt, og det forsøgte regimet tilsyneladende at sætte en stopper for i går. Internetforbindelsen til Rangoon blev afbrudt, og hjemmesider og blogs, som indeholder informationer og billeder om militærets overgreb på demonstranterne, er blevet blokeret. Internationale linjer til mobiltelefoner er blevet afbrudt, og kilder i Burma fortæller BBC, at soldater visiterer folk på gaderne for kameraer og mobiltelefoner.
Samtidig har myndighederne lukket telefonlinjerne til templer, oppositionspolitikere og studenterforeningers ledere, og tusinder er blevet arresteret for at forhindre dem i at demonstrere.
Radio: Soldater nægter
Der er måske tegn på, at soldater begynder at trodse Burmas militærledelses ordrer om at slå hårdt ned på oprørerne. Ifølge eksilradioen Democratic Voice of Burma, der er imod militærregimet, har flere soldater i byen Mandalay nægtet at rettet deres våben mod demonstranterne.
Soldaterne skulle angiveligt have smidt deres våben og sat sig eller aktivt deltaget i demonstrationerne. Disse informationer blev dog ikke bekræftet af andre kilder.