Okereke fortæller til BBC, at han var begyndt at "hade" de foregående to album allerede inden, bandet skulle til at promovere dem.
"Med 'Silent Alarm' og 'A Weekend In The City' hadede jeg allerede musikken på dette tidspunkt. Men denne gang gør jeg det ikke. Så vi må have gjort noget rigtigt," siger han.
Han fortæller samtidig, at det at være i et travlt band har ændret hans måde at opfatte musik på.
"Jeg sætter mig ikke ned og dyrker en plade, som jeg gjorde før i tiden," siger Okereke, der også spiller rytmeguitar i bandet, hvis musik er blevet sammenlignet med The Cure, Gang of Four og The Strokes.
"Tålmodigheden bliver bare tyndslidt. Jeg har ingen tålmodighed. Nu lytter jeg meget mere kritisk. Jeg kan lytte til noget meget intenst i en uge, men så lægger jeg det fra mig og lytter aldrig til det igen," siger han.
"Det er derfor singler er gode. Der er ingen kontekst. Det er bare en sang," siger han.