Seerne får stillet ikke bare en enkelt omgang af det populære underholdningsprogram "Forræder", men hele to i udsigt. TV 2 har mandag afsløret, at Martin Johannes Larsen, som blandt andet har været vært på "Vild med dans", bliver vært på en helt ny version af programmet.
Martin Johannes Larsen skal således stå i spidsen for programmet, når en flok helt ukendte danskere indtager "Forræder"-slottet og myrder løs. Det program har fået titlen "Forræder - Ukendt grund".
- Vi har løbende fået usædvanligt mange henvendelser fra begejstrede seere, som har foreslået en version af 'Forræder', hvor alle kunne være med. Nu har vi valgt at udvide 'Forræder' til TV 2 Echo og TV 2 Play, hvor 'Forræder - Ukendt grund' får sit helt eget univers med egen vært og spillere fra hele Danmark, lyder det i pressemeddelelsen, hvor det også afsløres, at Lise Rønne stadig kommer til at stå i spidsen for det mere velkendte "Forræder", hvor det er kendte, som myrder hinanden.
- Mens Lise Rønne fortsat kommer til at styre kendte forrædere på TV 2, er det Martin Johannes, der leder slagets gang, når spillerne i "Forræder - Ukendt grund" kæmper om, hvem der kan forlade slottet med en eftertragtet pengepræmie under armen, fortæller TV 2's underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech.
Programmerne med de ukendte danskere har premiere den 12. oktober, og kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play.