Mystikken fortsætter med at brede sig omkring Niklas Bendtner og hans skade. Spiller han, eller spiller han ikke mod Holland i dag?
Flere tidligere landsholdspiller vurderer nu, at de tror Morten Olsen bluffer, når han siger Bendtner er skadet.
"Jeg tror, at Morten prøver at bluffe en lille smule, men kender også hollænderne godt nok til at vide, at de er temmelig arrogante og er sikre på sejren, uanset om Nicklas spiller eller ej," skriver Niclas Jensen, der var med til VM i 2002, på sin blog hos Sporten.dk.
Han bakkes op af TV 2's ekspert Martin Laursen. Han mener ligefrem, at Morten Olsen trækker den lidt for langt, hvis der er tale om et bluffnummer.
"Hvis man så går ud og siger, at han ikke spiller, så må man tro på det et eller andet sted. Det håber jeg, vi kan tro på, for det vil være lige på grænsen, hvis det er rent bluff," siger Martin Laursen.
Ekstra Bladet føler sig også sikre på, at Bendtner kommer til at spille. Her har man fået oplysninger om, at Bendtner trænede med for fuld kraft ved den afsluttende træning på Soccer City. Til gengæld skulle Jon Dahl Tomassons skade være brudt op igen, så han pludselig ikke kan spille.
Om Bendtner spiller eller ej ser dog ikke ud til at interessere den hollandske landstræner Bert van Marwijk synderligt.
"Spiller Bendtner ikke? Jeg forventer, at han spiller," sagde han på sit pressemøde i går.