Der er ikke meget at komme efter, hvis du overvejer at spille på Anders Fogh Rasmussen (V) som Danmarks nye statsminister.
Bookmakeren Unibet giver kun pengene 1,30 gange igen.
Til gengæld kan du - med en ganske beskeden indsats - nærmest blive millionær på at satse penge på Enhedslistens tørklæde-politiker Asmaa Abdol-Hamid som kommende statsminister. Unibet giver nemlig pengene 500 gange igen. Og Scandic Bookmakers har sat oddset på 1000, hvis det skulle ske.
Pia Kjærsgaard på statsministerposten kan også blive en indbringende forretning, hvis hun får tilkæmpet den taburet - 100 kroner på den hest giver 35.000 kroner tilbage.
Også politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden kan blive lidt af en guldklump, hvis han pludselig skulle blive undervisningsminister. Her giver Unibet pengene 150 gange igen.