Alt for mange har prøvet det.
Forberedelser i ugevis. Indkøb af både rejse og dyrt udstyr. Og så bliver skiferien ødelagt af et ærgerligt uheld og en dum skade.
Men du kan faktisk forbedre dine odds ved at forberede dig lidt hjemmefra.
Det skriver Falck i en pressemeddelelse.
- Rigtigt mange skientusiaster glemmer, at man på en skiferie ofte er aktiv 4-6 timer om dagen i 5-7 dage. Det er rigtig mange timers belastning på kroppen, som de fleste af os ikke er vant til. Så kom i gang i god tid – det er godt givet ud. Ud over chancen for at forebygge skader, får du også mere overskud på pisten, hvilket i sidste ende giver en bedre ferie, siger Jeppe Beck Olesen, Afdelingsleder for Forebyggelse og Træning hos Falck.
Når skiglade danskere drager mod alperne eller fjeldene, så glemmer de desværre alt ofte at forberede kroppen inden, hvilke resulterer i tusindvis af skiskader hvert år. Det er svært at garderer sig fuldstændig mod uheld, men de typiske skiskader som forstuvninger, vrid og overbelastning, kan ofte forebygges inden ferien ved at træne de muskelgrupper, som primært arbejder, når man står på ski. Skiferie er en fanstatisk ferieform, men det er også hård fysisk aktivitet.
Her tre gode råd til en rigtig forebyggelse af skader.
Skiløb belaster både knæ, lår og hofte, derfor er squat-øvelser gode og effektive til at aktiverer en masse muskelgrupper på én gang. Du kan enten bruge din egen vægt eller bruge vægte alt efter ambitionsniveauet.
Konditionstræning er fundamental for at kunne opretholde koncentrationsevnen og dermed øge udholdenheden. Konditionen trænes ved at få pulsen op og sved på panden. Det gøres fx gennem cykling, løb eller raske gåture.
Balanceevne er god at træne inden skiferien, da balancetræning forbedrer chancen for at afværge et fald. Balancen kan styrkes ved fx at stå på et ben imens man børster tænder, brug af balancebræt eller hoppe på et ben.
Og så til det måske vigtigste råd.
Lyt til din krop, når du er på skiferie.