Bilerne er trukket op fra grøfterne, tagene er fri fra tunge driver og asfalten kigger igen frem på vejene.
Men mens snestormen har sluppet sit tag i de fleste danskeres hverdag, har den stadig godt fat i Danmarks godt 11.000 blinde.
Der ligger nemlig så mange snedriver rundtomkring, at de blinde falder over dem, når de vover sig ud fra deres hjem.
»Kommunernes sneplove har lavet bjerge af sne, der ligger som store forhindringer. Arealer ved busstoppesteder og lignende er i mange tilfælde ikke ryddet for sne, og ikke alle grundejere har ryddet sneen foran deres grunde, hvorfor den fasttrådte sne nu er både glat og farlig,« lyder det fra Dansk Blindesamfunds pressemedarbejder Nina Maria Mørk Hansen
Foreningen opfordrer alle kommuner og grundejere, der endnu ikke har sørget for deres del af snerydningen, om at komme i gang.