Den 58-årige britiske familiefar Miles Hilton-Barber har været blind i 25 år. Men mandag landede han sammen med sin assistentpilot i Sydney efter at have tilbagelagt halvdelen af jorden fra Storbritannien til Australien – i et lille mikrofly.
På vejen fløj de to gennem tropiske storme og voldsomt snevejr.
- Min flyvedragt var dækket af is. Jeg var ikke bange, men jeg tror nok, vi var i flere livstruende situationer, fortæller Hilton Barber til BBC.
Den modige pilot forsøger med sin rejse at skaffe 12 millioner kroner til organisationen Seeing is Believing – At se er at tro .