Typisk er det børn, der gerne vil skiftes, hvis de har lavet puha i deres ble.
Men i nat var det en 21-årig mand, der meget gerne ville have en ny ble på. Han henvendte sig derfor til en kvinde i et tog på vej til Roskilde, hvor han grædende bad hende om hjælp til at få skiftet sin ble.
Hun valgte at hjælpe ham, fordi han sagde, at han havde fået et epileptisk anfald og derfor havde tisset i den ble, han gik med.
Den 18-årige kvinde forbarmede sig og hjalp ham på togets toilet. Hun henvendte sig imidlertid bagefter til togets personale og fortalte, at han fik rejsning, mens hun hjalp ham.
Det resulterede i, at politiet ventede på den 21-årige mand ved næste stop, hvor de anholdt ham og sigtede ham for blufærdighedskrænkelse.
Selvom hændelsen kan lyde meget særegen er den fynske mand dog kendt som ble-fetichist og har tidligere lavet lignende forseelser.
"Jeg mener, at det er 16. gang vi har fat i ham. Alle gange er han blevet taget for samme forseelse, hvor han beder om hjælp til bleskift, men jeg mindes ikke, om han tidligere har gjort det i et tog," siger Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Jyllands-Posten.
Den 21-årige vil sandsynligvis blive idømt en bødestraf på mellem 1.000 og 2.000 kroner.