Luften er iskold mellem det tyske fodboldforbund DFB og præsidenten for det internationale fodboldforbund Fifa, schweizeren Sepp Blatter.
Ikke mindst nu da Blatter i et interview med den schweiziske avis Sonntagsblick hævder, at tyskerne købte sig til VM-værtskabet i 2006.
Fifa-præsidenten fortæller, hvordan der i forbindelse med den sidste afstemning stod 10-10 i stemmer mellem Tyskland og Sydafrika, indtil en af de delegerede forlod lokalet.
Det betød, at tyskerne vandt afstemningen, og det tolker Blatter i retning af, at den manglende stemme var købt af tyskerne.
- Jeg formoder ingenting, jeg konstaterer bare, siger Blatter på spørgsmålet om, hvorvidt han tror, at der var bestikkelse involveret.
Det har fået tyskerne op af stolene, og DFB's generalsekretær Helmut Sandrock afviser blankt beskyldningerne.
- Disse tågede antydninger er totalt grundløse og ser kun ud til at have det formål at aflede opmærksomheden fra de aktuelle begivenheder, siger Sandrock til det tyske nyhedsbureau dpa .
Han hentyder til den Fifa-rapport, der blev offentliggjort tidligere på ugen.
Af den fremgik det, at Blatters forgænger på præsidentposten, Joao Havelange, modtog bestikkelse af marketingfirmaet ISL/ISMM.
Fifa-præsidentens rolle i den sag er stadig ikke helt klar, og derfor har formanden for den tyske fodboldliga, Reinhard Rauball, opfordret Blatter til at træde tilbage.
Det har ikke gjort det tysk-schweiziske forhold bedre, at DFB tilbage i 1998, da Sepp Blatter blev valgt som præsident, åbent støttede modkandidaten Lennart Johansson fra Sverige.
/ritzau/