De britiske soldater bliver i Irak, »til jobbet er gjort færdigt«. Det meddelte Storbritanniens premierminister, Tony Blair, søndag under et besøg i den irakiske hovedstad Bagdad, skriver Reuters.
Samtidig henvendte premierministeren sig til briterne og bad om fuld støtte til den svage irakiske regering.
Blair sagde, at han med Iraks premierminister Nuri al-Maliki har diskuteret sig frem til, at der skal bruges flere kræfter på at opbygge de irakiske sikkerhedsstyrker, så de bliver i stand til at bekæmpe den omfattende sekteriske vold i landet.
»Vi er parat til at støtte jer på enhver måde, så det irakiske folk og regering med tiden kan overtage det fulde ansvar for sikkerheden,« sagde Tony Blair.