Hvem er du?
Sådan var ordlyden i den sms, som Tony Blair fik tilbage, da han for første gang nogensinde havde sendt en tekstbesked via sin mobiltelefon. En mobiltelefon, som Tony Blair købte i oktober sidste år, men som han først nu har haft lejlighed til at lære at bruge.
Det fortalte den tidligere premierminister under en indsamlingsmiddag for New Labour tidligere på ugen, ifølge BBC.
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Tony Blair var lidt af en teknofob. Alligevel har han de senere år forsøgt at følge med udviklingen - blandt andet ved at få en computer installeret på sit kontor. Dog uden større succes:
- Han prøver....han har en computerskærm på sit skrivebord, men den er rimeligt ubelastet, sagde Blairs spindoktor, Alistair Campbell, sidste år.
Ved samme lejlighed fik Blair desuden sin første e-mailadresse, men indrømmede, at det var hans teenagedatter, der downloadede musik for ham til hans iPod.