Fem norske mænd, som under en fest i norske Stavanger udsatte en sovende mand for en grovkornet “spøg”, har nu fået deres straf. Det skriver VG.
Episoden fandt sted tilbage ved en fest i 2018, hvor en af de mandlige gæster var faldet i søvn på en sofa. Fem af de øvrige festdeltagere mente tilsyneladende, at det kunne være sjovt at tage en kompressor og stikke mundstykket op i numsen på en sovende mand - og pumpe luft ind i kroppen på ham.
Det skriver norske VG, der oplyser, at manden fik 13 liter luft ind i systemet.
Nu er to af mændene dømt til ubetinget fængsel i henholdsvis fire og seks måneder. Den ene kom med forslaget om at bruge kompressoren, mens den anden filmede optrinnet.
To af de øvrige fik syv måneders ubetinget fængsel, mens den femte blev idømt en bøde på 10.000 kroner for også at have filmet episoden.
Ingen af mændene erkendte sig dog skyldige, idet de forklarede, at det var normalt for dem at lave sjov med de personer, der faldt i søvn til fester. Den forklaring blev dog ikke godtaget af retten, som mente at det var skærpende omstændigheder, at den forulempede mand var forsvarsløs, idet han sov og var beruset.