JJJJJJ
Den store blærerøv ? En guide til manden , Mads Christensen, 224 s. 99,-, Politikens Forlag, genudgives i dag.
Det er nemt at klassificere Mads Christensen som et overvintret 80 er-fænomen komplet, med Lacoste-logo og dedikation i bogen til Dagen-fallenten Peter Linck, men dropper man refleksreaktionerne og læser den, har hans nu 10 år gamle bog, Den store blærerøv, faktisk en hel del at byde på. En hurtigt blik rundt på de fleste danske arbejdspladser afslører nemlig utilsløret, at den moderne gennemsnitsmand trods tv s De fantastiske fem og andre stilikoner endnu har langt igen. Der er med Mads Christensen ord fortsat flere bonderøve og hængerøve end blærerøve. Desværre.
Mads Christensen leverer en velskrevet, overskuelig guide til garderobesammensætning, skopudsning, skjortestrygning, personlig hygiejne, urvalg, lighterhistorik og alt det andet, der dybest set er forskellen på en elegant eller bare velklædt og velopdragen mand og så bonderøvene. Der er afsnit, man med fordel kan springe over; vinafsnittet er f.eks. temmelig tyndbenet, og Mads Christensens råd om litteratur og kunst er rendyrket overfladeskøjteri. Resten, alle de områder han faktisk har forstand på, er mere end velgørende. Ikke alene kan han skrive, men indimellem er han så hylende morsom, at også alle de, der aldrig får et Rolex Explorer II sat på armen, vil vride sig af grin. Kvinder kan med bogen få en hurtig oversigt over de færdigheder, de bør tjekke ud, inden den nye kæreste får lov til at flytte ind, og mænd kan, præcis som for 10 år siden, konstatere, at der for de fleste vedkommende er langt igen, inden titlen som gentleman eller bare blærerøv er i hus. Mette Højbjerg