Ikke uventet kom Blackburn i stormvejr, da midterholdet gæstede Arsenal i FA Cuppens ottendedelsfinale.
Men efter en ihærdig indsats og en serie pragtredninger af veteranmålmanden Brad Friedel kunne Mark Hughes’ mandskab tage hjem med 0-0.
De to hold skal dermed mødes igen 28. februar – denne gang på Ewood Park i Blackburn.
Arsenal spillede ikke nogen stor kamp. Selv om holdet var i stort set stærkeste opstilling, kunne de kompakte Blackburnhold relativt ubesværet holde de ellers så giftige Arsenalangribere på tryg afstand.
Først det sidste kvarter af kampen kom Londonmandskabet for alvor til chancer. Det begyndte med et oplagt straffespark begået mod Jeremie Aliadiere efter 75 minutter, men det så dommeren ikke. Siden fulgte kæmpechancer til Rosicky og Henry, men heldet svigtede, og Brad Friedel kom i vejen.