Der er nok mange fans, som nu vil ånde lettet op - for inden længe kommer 'X Factor'-Heidi på gaden med sit debutalbum.
Det blev dog ikke DR-yndlingen Sony BMG, der fik Heidis underskrift på kontrakten. Hun sagde nemlig i sidste uge nej tak, hvilket hun roligt kunne, da pladeselskabet Universal meget gerne have hende i stald.
Og det har de nu fået, skriver B.T.
Det er Heidis mentor Thomas Blachman, der står bag Heidis store beslutning og raser mod Sony over for B.T.
- Fuck Sony! De er nogle lallende amatører. Vi havde for længst lavet en komplet aftale med dem. Men så skulle direktøren pludselig til udlandet på en kunstudstilling. Og så var der ikke nogen, der kunne forhandle færdigt, lyder det fra Blachman, der glæder sig over kontrakten med Universal.
- Nu har vi fået kontrakt med Universal, der giver os helt frie hænder. Og de er vildt glade over at få hende i stald og vil hende det bedste. Det er meget bedre for Heidi, siger Thomas Blachman.
De første fire numre er allerede klar og efter planen skulle Heidis debutalbum gerne udkomme til efteråret.