Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skal gå langt videre ad reformvejen. Han skal beskære den offentlige sektor, sænke skatterne og sikre virksomheder bedre produktivitet.
Sådan er opskriften fra hans støttepartier, De Konservative og Liberal Alliance. De er ikke imponerede over Løkkes tanker i Berlingske om lavere skat, bedre beskæftigelse, mindre ulandsbistand og offentlige udgifter.
- Vi kræver nulvækst med en mindre offentlig sektor. Det er godt, at Venstre nu er med på reformholdet. Jeg var med til at slæbe dem til truget i 10 år i regering, siger gruppeformand Brian Mikkelsen (K), der er forhenværende økonomiminister.
- Når vi foreslog reformer af efterløn, dagpenge og skat, så ville de ikke være med. Nu vil de. Det lover godt for en ny borgerlig regering, siger han.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen vil også gå langt længere end Lars Løkke.
- Jeg går ud fra, at der nu er endnu flere mandater bag at fjerne topskatten, halvere selskabsskatten, skære yderligere i kontanthjælpen og fjerne i hvert fald 40.000 (personer) fra den offentlige sektor, siger Anders Samuelsen.
Han vil have flere reformer i denne valgperiode ligesom De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, som i Berlingske erklærer sig "fuldstændig enig" med Løkke på det punkt.
- Hun vil se, at Liberal Alliance lægger forslag frem i folketingssalen, inden hun går til valg næste gang, siger Anders Samuelsen.
- Er der to, som står sammen i dansk politik, er det dig og Margrethe Vestager?
- I hvert fald i målet om reformer. Så må vi se, om vi også står sammen, når vi flytter os fra overskrifterne. Jeg håber, at hun er parat til at gå hele vejen, siger Anders Samuelsen, der er tidligere radikalt folketingsmedlem.
I Berlingske slår SF's politiske ordfører, Jonas Dahl, koldt vand i blodet, mens Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, frygter ringere velfærd.
/ritzau/