Filmen 'Blå Mænd' skal et smut til Tyskland ved årets MannheimHeidelberg Filmfestival.
Komedien, som har Thure Lindhardt, Sidse Babett Knudsen, Mick Øgendahl og Troels Lyby i rollerne, er blevet udvalgt blandt mere end 700 internationale spillefilm til at skulle vises sammen med 14 andre i kategorien 'International Discoveries'.
Dermed må instruktøren bag komediefilmen Rasmus Heide et smut til den tyske by Mannheim i november samme måned som hans nye film 'Julefrokosten' får premiere i de danske biografer.
"Jeg er både overrasket og glad over udtagelsen. Jeg er også meget taknemmelig for, at de har inviteret mig derned for at introducere visningerne. Så må jeg jo se, hvor langt mit skoletyske holder," siger Rasmus Heide i en pressemeddelelse.
'Blå Mænd' har herhjemme overgået billetsalget ved både 'The Dark Knight' og 'Sex & The City'. Når den drager mod Tyskland, er det med titlen 'Blaue Männer'.