Et eller andet sted i verden sidder en meget, meget heldig kvinde. I hvert fald hvis ellers Marilyn Monroes udødelige ord fra sangen af samme navn - Diamonds Are A Girl s Best Friend - står til troende, og altså ringen overhovedet er tiltænkt en kvinde.
På en auktion i Hong Kong afholdt af auktionshuset Sotheby s, var verdens måske mest perfekte diamant under hammeren. Diamanten, en blå diamant på 6,04 karat, blev solgt til en asiatisk samler for cirka 41,5 millioner kroner.
Diamanten er dermed den dyreste solgte diamant nogensinde målt på prisen per karat. Med en pris på knap syv millioner kroner per karat overgår den langt den hidtil dyreste diamant målt per karat - en rød diamant solgt på en auktion i New York for 20 år siden.
Ifølge BBC tog auktionen over den blå diamant otte minutter, og der var tale om en uhørt hektisk budkrig mellem flere interesserede købere.
- Buddene faldt hurtigt og kontant. Det er jo ikke sådan, at man bare kan gå ud og købe en anden, fortæller Quek Chin Yeow fra Sotheby s auktionshus i Hong Kong til BBC.
- Sådan en diamant er ligeså sjælden som en Renoir. Når du ser på den, er det som om, at den synger. Den er simpelthen vidunderlig, fortsætter Quek Chin Yeow.
Generelt er interessen for farvede diamanter stigende. Særligt i Europa, USA og Asien er der købere, der er villige til at betale store summer for den slags diamanter.