Den blå diamant "De Beers Cullinan Blue" får ny ejermand. Det sker, efter at diamanten, som er blandt verdens mest eftertragtede, er blevet solgt på auktion. Det fremgår af auktionshuset Sotheby's hjemmeside.
Ifølge auktionshuset blev den blå diamant solgt for 450.925.000 Hongkong- dollar.
Det svarer til cirka 404 millioner kroner. Det fremgår ikke af auktionshusets hjemmeside, hvem der har købt juvelen. Diamanten er et unikum blandt juveler.
Den er den eneste blå diamant i verden på mere end 15 karat, som er blevet solgt på en auktion. Kun fem auktionerede blå diamanter har nogensinde oversteget 10 karat.
Diamanten er ifølge Sotheby's den største klare blå diamant, som USA's Gemologiske Institut (GIA) nogensinde har målt.
Blå diamanter ekstrem sjældne
Diamanten blev ifølge mineselskabet De Beers fundet i en mine nær den sydafrikanske by Cullinan, hvorfra den har fået sit navn.
- Denne diamant er blandt de bedste, De Beers nogensinde har set. Den er ekstrem sjælden og unik, og som diamanternes hjem er De Beers glad for at kunne slå sig sammen med Sotheby's for at gøre diamanten tilgængelig for verden, siger De Beers' administrerende direktør, Bruce Cleaver.
Blå diamanter er i sig selv enormt sjældne og udvindes kun i meget få miner verden over. De fleste kommer ifølge De Beers fra Cullinan-minen.
Den er desuden kendt for at være stedet, hvor verdens største farveløse diamant nogensinde er blevet fundet.
Der er tale om den 530 karat tunge "Afrikas Stjerne", som blev udvundet i starten af det 20. århundrede og i dag pryder det britiske kongehus' kongelige scepter.
/ritzau/