Recep Tayyip Erdogan har genvundet præsidentposten i Tyrkiet efter søndagens valg.
Her kan du blive klogere på den magtfulde præsident:
* Født 26. februar 1954 (64 år).
* Leder af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) siden 2001 og præsident i Tyrkiet siden 2014.
* Premierminister i Tyrkiet fra 2003 til 2014.
* Erdogan har skabt sig en stærk position, efter at han i en lang årrække har stået i spidsen for en bevægelse, der har udmanøvreret de traditionelle magthavere, som ønsker et verdsligt og vestligt præget Tyrkiet.
* Han blev kendt i hele Tyrkiet, da han som overborgmester i Istanbul gennemførte sociale forbedringer for tilflyttere fra landområderne.
* Til forskel fra mange politikere i den traditionelle elite voksede Erdogan op i et fattigt kvarter og solgte limonade og sesamboller for at hjælpe sin familie. Han begyndte tidligt på politisk arbejde og tog sideløbende en universitetsgrad i driftsledelse.
* Efter at han blev Istanbuls borgmester i 1994, talte Erdogan åbent om planen om at gøre Tyrkiet til en islamisk stat. I 1997 fik han ti måneders fængsel for at have opildnet til religiøst had. Han blev løsladt efter fire måneder.
* AKP har lagt grunden for et økonomisk boom, men partiet har været stærkt omstridt, og Erdogans modstandere ser det blandt andet som et angreb på det moderne Tyrkiets grundlægger Mustafa Kemal Atatürks vision om en sekulær stat, at præsidentens hustru bærer tørklæde.
* Erdogan har konsolideret sin magt ved at retsforfølge blandt andre officerer i hæren, som mistænkes for at have haft planer om et kup.
* Ved en folkeafstemning i 2017 blev det med et lille flertal afgjort, at landets forfatning skulle ændres.
* Den nye forfatning giver blandt andet præsidenten flere beføjelser. Posten som premierminister afskaffes. I stedet får landet en præsident og to eller tre vicepræsidenter.
* Præsidenten kan indføre undtagelsestilstand og afsætte parlamentet.
Kilder: BBC, Reuters, AFP, Al-Jazeera og The Guardian.
/ritzau/