Tycho Brahe - oprindeligt Tyge Ottesen Brahe - levede fra 1546-1601 og var en verdenskendt astronom.
* Han blev født i Skåne og kom allerede som 12-årig til Københavns Universitet, hvor han indledte en studie- og rejseperiode på 12 år.
* I 1560 så Tycho Brahe en solformørkelse, som indtraf på det tidspunkt, hvor den var forudsagt. Han blev betaget af hændelsen og begyndte på egen hånd at studere astronomi.
* Brahe brød med den hidtidige forestilling om, at universet og dets stjernehimmel var uforanderlig, da han i 1573 udgav bogen "De nova stella" (Om den nye stjerne, red.), efter at han havde opdaget en kraftig stjerne i stjernebilledet Cassiopeia.
* Den kendte dansker forlod Danmark i 1597 efter uenighed med kong Christian IV. I stedet flyttede han til Tjekkiets hovedstad, Prag, hvor han levede frem til sin død, som stadig er omgærdet med mystik.
* Han døde 24. oktober 1601 efter at være blevet syg under en middag flere dage i forvejen. Nogle hævder, han døde af en sprængt blære, andre at han blev forgiftet af sin assistent, Johannes Kepler.
* Privat: Gift med Kirstine Barbara Jørgensdatter, som han fik otte børn med, og som døde i 1604 i Böhmen.
* I 1901 blev Tycho Brahes grav åbnet for første gang, da man ville undersøge hans jordiske rester.
* 15. november 2010 åbnede et forskerhold med den danske middelalderarkæolog Jens Vellev i spidsen Tycho Brahes gravsted i Týnkirken.
* Kisten og dens indhold blev undersøgt for at belyse en række forhold om Brahes liv og død, inden astronomen efter fire dage blev genbegravet ved en storstilet ceremoni.
* 15. november 2012 kunne forskerholdet så konkludere, at Tycho Brahe ikke døde af kviksølvforgiftning, som teorien ellers gik på.
* Samtidig kunne forskerne aflive myten om, at astronomens næseprotese var lavet af sølv. Den var derimod højst sandsynligt lavet af messing.
/ritzau/