Fodboldlandsholdet må fremover fortsætte uden den rutinerede William Kvist, som stopper på landsholdet.
Det meddeler han i et opslag på sin Facebook-profil efter det danske VM-nederlag til Kroatien søndag.
Her kan du blive klogere på den mangeårige landsholdsspiller:
* Navn: William Vitved Kvist.
* Født: 24. februar 1985 (33 år) i Aarhus.
* Bopæl: Frederiksberg. Flyttede som otteårig fra Rønde på Djursland til Vanløse.
* Position på banen: Defensiv midtbanespiller. Har tidligere i karrieren spillet kampe som kantspiller på midtbanen og højre back.
* Nuværende klub: FC København.
* Landskampe/mål: 81/2.
* Landsholdsdebut: 22. august 2007 i Aarhus, hvor Danmark tabte 0-4 til Irland i en testkamp. Fra begyndelsen af anden halvleg kom Kvist ind i stedet for Kasper Bøgelund.
* Superligakampe/mål: 268/8.
* Superligadebut: 23. april 2005 kom han ind til det sidste kvarter i stedet for Ole Tobiasen i FC Københavns 2-0-sejr over FC Nordsjælland. Begge mål blev scoret, efter at Kvist kom på banen.
* Pokalhelt: I både 2009 og 2016 blev William Kvist matchvinder i pokalfinalen for FC København. Han scorede sejrsmålene mod henholdsvis AaB og AGF.
* Tidligere klubber som professionel: Stuttgart, Fulham og Wigan.
Kilder: DBU's landsholdsdatabase, Transfermarkt og Superstats.
/ritzau/