Den 23-årige herningenser Oliver Bjorkstrand scorede i Columbus Blue Jackets' 5-0-sejr over Vancouver Canucks.
Bjorkstrand scorede til 4-0 efter syv minutter i tredje periode.
Boone Jenner lagde pucken på tværs ind til Bjorkstrand, der let kunne lægge pucken ind bag Thatcher Demko i Canucks-målet.
Forinden havde højre wing Josh Anderson scoret til 1-0 i første periode.
I anden periode afgjorde Blue Jackets reelt kampen, da først Pierre-Luc Dubois og senere Ryan Dzingel scorede til 2-0 og 3-0.
Med 10 minutter tilbage af kampen sluttede Josh Anderson af med endnu en scoring til slutresultatet 5-0.
Oliver Bjorkstrand, der også spiller højre wing, har spillet i Columbus Blue Jackets siden 2015.
Indtil videre har den danske landsholdsspiller lavet 15 scoringer og 11 assister i NHL-sæsonen.
Med sejren er Blue Jackets nu blot to point fra Montreal Canadiens, der ligger på andenpladsen i Wild Card-stillingen i NHL's Eastern Conference med en kamp i hånden.
De to bedste fra både Eastern og Western Conferences Wild Card-pulje går videre til slutspillet, Stanley Cup.
/ritzau/