Ishockeyspilleren Oliver Bjorkstrand har ikke fået mange kampe i NHL i denne sæson.
Natten til torsdag fik den 21-årige dansker sin blot sjette kamp i indeværende sæson, da Columbus Blue Jackets på egen is slog Toronto Maple Leafs 5-2.
Bjorkstrand greb chancen med scoringen til 3-0 i begyndelsen af anden periode, efter at holdkammeraten Brandon Saad havde erobret pucken. Med Alexander Wennberg som mellemstation endte pucken hos danskeren.
- Saad og Wennberg gjorde det godt, og jeg kom fri. Jeg skød bare og er glad for, at den gik ind, siger Bjorkstrand til klubbens hjemmeside.
- Jeg er heldig at spille med to så gode spillere. Når der er en åbning, så skal man se efter et område at skøjte ind, og så laver de et godt spil, fortæller han.
Den unge dansker gik ydmygt til opgaven, efter en sæson hvor han primært har optrådt for samarbejdsklubben Cleveland Monsters i AHL.
- Jeg synes, at jeg gjorde det godt. Jeg forsøgte ikke at lave for mange fejl. Jeg spillede simpelt nogle gange, og når jeg så fik mulighed for at lave et godt spil, så gjorde jeg det, siger han.
Oliver Bjorkstrand blev placeret i Columbus Blue Jackets' anden kæde, som havde til opgave at score mål, mens tredje- og fjerdekæden havde et mere defensivt fokus.
- Det er dejligt. Jeg er en offensivspiller, og det ser de (trænerne, red.). De putter mig i en offensiv rolle, siger Bjorkstrand.
Columbus Blue Jackets er blandt de bedste hold i NHL, og holdet har gode chancer for at nå slutspillet.
/ritzau/