Ishockeyspilleren Oliver Bjorkstrand viser atter sine evner som målscorer for Columbus Blue Jackets i NHL.
Efter 13 målløse kampe scorede den 22-årige dansker natten til søndag i en storsejr på 6-1 hjemme over New Jersey Devils.
Bjorkstrand slog til efter et kvarter i anden periode. Først erobrede han pucken midt på isen og skøjtede en kvart banelængde, inden han med et skud fra distancen sendte Columbus på 4-0.
Det var danskerens niende scoring i denne sæson i NHL.
I indledningen på tredje periode var Oliver Bjorkstrand også involveret i Nick Folignos 5-0-scoring. En New Jersey-spiller mistede balancen bag eget mål, og Bjorkstrand pillede pucken fra ham.
Danskeren spillede videre til holdkammeraten Seth Jones, der skød på mål, og så kunne Foligno følge op og sende pucken i mål.
Med sejren fik Columbus Blue Jackets rejst sig fra en stime på fem nederlag i træk i verdens bedste ishockeyliga.
I en anden kamp i NHL vandt målmand Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs det prestigefyldte canadiske opgør mod Ottawa Senators. På egen is endte det med en 6-3-sejr til Toronto.
/ritzau/