Hverken vejret eller heldet var med dem i Skotland.
Men alligevel er begge danskere videre i verdens mest traditionsfyldte golfturnering til weekendens sidste to runder.
Anders Hansen havde én over par med sig ud på banen, og gik i dag de første seks huller med tre birdies, men ramte senere ind i hele seks bogeys og en enkelt birdie på 14. hul. Med en samlet score på tre over par er Hansen med i stakken af omkring 50 spillere, der går videre.
Thomas Bjørn tog fire bogeys og resten i par i dag, og sluttede således også af med tre over par, hvilket på nuværende tidspunkt placerer begge spillere på en delt 53. plads.
Den ubetingede favorit – amerikaneren Tiger Woods - er efter 14. hul samlet i par og på en delt 18. plads efter et frygteligt første hul, hvor han måtte skrive en dobbeltbogey på scorekortet efter det 371 meter lange hul.
Alene i spidsen er Sergio Garcia med seks under par.