Thomas Bjørn rykkede tre pladser ned, mens Anders Hansen rykkede tre pladser op efter fredagens anden runde ved European Tour-turneringen The Irish Open i Irland.
Det betød, at de danske golfspillere endte side om side på en delt placering som nummer 10 inden weekendens finalerunder.
Thomas Bjørn gik fredagens runde i 71 slag, hvilket svarer til et enkelt slag under banens par, mens Anders Hansen nøjedes med 70 slag. Begge har samlet brugt 139 slag og er fem slag under par.
Danskerne er fire slag dårligere end de to førende spillere, Peter Uihlein fra USA og englænderen Robert Rock.
Søren Kjeldsen er også med i weekendens finalerunder efter en runde i 70 slag. Samlet er Kjeldsen to slag dårligere end Bjørn og Anders Hansen.
Lasse Jensen og Andreas Hartø klarede også cuttet, mens Joachim B. Hansen og Søren Hansen missede cuttet og er ude af turneringen.
Det samme er den nordirske stjernespiller Rory McIlroy, efter at han skuffende havde brugt 74 og 72 slag på de to første runder.
/ritzau/