Golfspilleren Thomas Bjørn har stadig svært ved at finde topformen. For anden dag i træk blev det fredag til en runde på fem over par i US Masters, og dermed kommer Bjørn ikke med i weekendens finalerunder.
Årets første major på Augusta-banen i USA føres af Tim Clark fra Sydafrika og den amerikanske Mastersdebutant Brett Wetterich. Begge er samlet to under par efter de første to runder. Vaughn Taylor er eneste anden spiller under banens par.
Thomas Bjørn var ikke ene om at have svært ved at få sit spil til at fungere. Også Ernie Els, Sergio Garcia og Colin Montgomerie er ude, mens den fire-dobbelte vinder af turneringen Tiger Woods trods problemer undervejs fik spillet sig videre.