Med et slag er den kommende festivalsæson sat i gang. Forleden slap det ud, at Bruce Springsteen skal spille på Roskilde Festival, og i dag melder de ud med det første 'officielle' navn til plakaten.
Det bliver islandske Björk, som endnu engang vender tilbage i det orange skær.
"Vi er stolte over at have denne superstjerne tilbage på festivalplakaten for første gang siden 2007," skriver festivalen på sin hjemmesiden, mens de lover flere musikoffentliggørelser snart.
Den islandske troldkvinde er et scoop for festivalen, fordi hun kombinerer en bred appél med det mere kunstnerisk excentriske.
De sidste 18 år har Björk lavet musik, og Roskilde Festival har været en af de faste stationer på hendes musikalske rejser.
Björk har netop udgivet sit ottende album Biophilia, som både er et studiealbum, en app til smartphone og iPad og en særlig multimedie-hjemmeside. Björk har samarbejdet med app-udviklere, videnskabsmænd, skribenter, opfindere, musikere og instrumentmagere om at skabe noget nyt og grænseoverskridende.
Siden udgivelsen af hendes første album Debut fra 1993, har Björk globalt solgt over 20 millioner albums. Dertil har hun vundet fire Brit Awards, fire MTV Video Music Awards.