Björk gik angiveligt amok, da hun søndag blev fotograferet i lufthavnen i Auckland, New Zealand. Det skriver en række lokale medier.
Hendes vredesudbrud gik ud over den erfarne pressefotograf Glenn Jeffrey:
- Jeg tog et par billeder ... og idet jeg vendte mig for at gå, kom hun op bag mig, greb fat bag i min sorte t-shirt og rykkede den i stykker, siger pressefotografen til New Zealand Press Association.
- Idet hun gjorde det, faldt hun omkuld. På intet tidspunkt hverken talte jeg med hende eller rørte ved hende, fortsætter han.
Ifølge fotografen bad Björks ledsager hende gentagne gange om at holde op.
Glenn Jeffrey har meldt episoden til politiet.
Björk har ikke ønsket at udtale sig om sagen.