Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer har haft svært ved at stille fuldt hold på det seneste. Skader og sygdom har svækket mandskabet, som i hele efteråret både har spillet med i Herre Håndbold Ligaen og i Champions League.
Derfor er det også en bekymret Carsten Albrektsen, der afgiver fem mand til Ulrik Wilbeks landsholdssamling i denne uge.
- Vi sender fem spillere af sted, som har været under ekstremt belastning, og de skal træne fem-seks gange med landsholdet de næste dage.
- Truppen er hårdt belastet i øjeblikket. Samtidig har vi haft lidt sygdom, og det er jo fordi folk er slidt i bund, og så fungerer immunsystemet ikke helt så godt, som når du er frisk, siger BSV-træneren.
Han er derfor spændt på at se, hvor mange der er friske til at spille, når klubben fra og med på mandag skal spille fem kampe på 17 dage i den hjemlige liga.
For landsholdsplaymaker Rasmus Lauge behøver det hårde program dog ikke at være et problem.
- Nu kommer de andre hold også til at mærke, hvordan det er at spille mange kampe på kort tid, og så skulle det gerne komme os til gode, at vi ved, hvordan det er.
- Vi er forhåbentlig også i så god form lige nu, at vi kan klare det, siger han.
Bjerringbro-Silkeborg møder Ribe/Esbjerg næste mandag, og herefter følger blandt andet et opgør mod formstærke Aalborg inden nytår.
/ritzau/