Sommeren er både det farligste og mest populære tidspunkt på året at bestige alpebjerget Mont Blanc, der er Vesteuropas højeste.
Det siger bjergbestiger Henrik Jessen Hansen, der er formand for Dansk Bjerg og Klatreklub, efter at en lavineulykke har dræbt mindst seks personer tidligt torsdag.
- Mont Blanc er Vesteuropas højeste bjerg, og for bjergbestigere er det det bedste og mest udfordrende klatreområde i Europa. Det er måske det mest populære klatreområde i hele verden, og sommeren er højsæson, siger han.
Men vejret og risikoen for nedsmeltning af de snedækkede bjerge betyder, at det i virkeligheden er langt bedre og mere sikkert at bestige Mont Blanc i forsommeren eller efteråret, siger klatreformanden.
- Det, som potentielt set gør den farlig, er, at det er højt oppe og det ustabile vejr om sommeren, hvor det er meget varmt, øger lavinerisikoen, siger Henrik Jessen Hansen, der har en lejlighed i området og kommer der hvert år.
- Hele vejen op til Mont Blanc foregår på sne, så hvis det bliver meget varmt med plusgrader, så bliver sneen tung, og så kan den lettere køre af i en lavine. Ulykker som denne sker måske ikke hvert år, men jævnligt, fordi vejret kan være drilsk, siger han.
Området tiltrækker rigtig mange bjergbestigere - også uerfarne - fordi det rent teknisk er let at bestige Mont Blanc også uden stor erfaring, forklarer han.
- Der er danskere dernede hver sommer. Det er så populært, at der altid er danske klatrere og bjergbestigere hvert år, siger han.
Ulykken skete på Mont Maudit, der ligger på vejen op mod Mont Blanc, hvor mindst seks er dræbt og otte kvæstet.
- Det er en af de to mest populære måder at bestige Mont Blanc på. Man kommer med en lift op og derfra går man op over tre bjergtoppe, hvor den sidste er Mont Blanc og Mont Maudit er den midterste, siger han.
/ritzau/