Andreas Bjelland og Jores Okore udgjorde det danske midterforsvar i onsdagens testkamp mod Georgien.
Men hvis Simon Kjær bliver sin lyskeskade kvit, så ryger enten Bjelland eller Okore ud af startopstillingen til tirsdagens VM-kvalifikationskamp i Parken mod Armenien.
Bjelland mener ikke, at det skal være ham, der ryger på bænken - blandt andet på grund af sit gode venstre ben.
- Det er en meget lige kamp mellem Okore og mig. Vi fik begge sat nogle fine aftryk i kampen mod Georgien. Vi kender hinanden godt, og det er en sund konkurrence, så vi må se, hvad træningerne viser.
- Men selvfølgelig vil jeg gerne spille, det vil vi begge. Måske har jeg en lille fordel ved at være venstrebenet.
- Hvis du spørger mig, så er det nemmere at bygge et midterforsvar op med en, der er højrebenet og en, som er venstrebenet. Det er ikke mig, der skal sætte holdet, men på den måde bliver opbygningspillet nemmere.
- Jores har dog gjort det fantastisk. Jeg har stor respekt for, hvor meget han har udviklet sig, siger Bjelland.
I sæsonen 2011/12 udgjorde Bjelland og Okore midterforsvaret hos FC Nordsjælland, som vandt det danske mesterskab. Sidste sommer forlod Bjelland så FCN til fordel for hollandske Twente.
Bedømt ud fra lørdagens træning i Helsingør står Bjelland foran Okore i forsvarshierarkiet.
/ritzau/