Bjarne Riis må hellere krydse fingre for, at han ikke rammes af flere skandaler. For til november mister han sin pressechef til det nystartede, britiske cykelhold Team Sky.
Dermed mister Bjarne Riis den mand, der med stor professionalisme har styret ham gennem rørte vande de sidste otte år.
"Det er ikke uden vemod og varme følelser, at jeg forlader Bjarne og holdet," siger Brian Nygaard til B.T.
"At der har været problemer undervejs med doping, har kun gjort udfordringerne så meget desto større og mere interessante. Det har alt i alt været en stor eksamen i krisekommunikation," forklarer den nu afgående pressechef.
Brian Nygaard lægger sig på hjul af den norske rytter Kurt Asle Arvesen, der i september fortalte, at han også skifter til Team Sky fra næste sæson.