Bjarne Riis har store ambitioner på sit cykelholds vegne, men en dårlig økonomi sætter sine begrænsninger. Team Saxo Bank har nemlig ikke råd til at investere i de helt store stjerner, som ellers kunne løfte niveauet.
"Jeg er presset i forhold til mine ambitioner. Der er ryttere på markedet, vi må opgive at byde ind på, fordi pengene ikke er der. Ja, virkeligheden er vel, at der er nogle af mine ryttere, som ikke har fået de kontrakter, de skulle have haft, hvis vores budget havde været til det," forklarer cykelbossen til Sporten.dk.
Situationen bliver imidlertid ikke bedre af, at holdets to største profiler, Andy og Fränk Schleck bliver sat i forbindelse med Lance Armstrongs nye hold, Team RadioShack.
"Som situationen er lige nu, har jeg faktisk rigeligt at gøre med at holde på de ryttere, vi har i forvejen," erkender Bjarne Riis.
Han mener dog, at heldet stadig kan nå at vende for Team Saxo Bank.
"Vi håber stadig at kunne finde en ny sponsor, som vil kunne gå ind og øge budgettet. Vi synes selv vi har et fantastisk produkt, der giver sponsorerne fuld valuta for pengene. Vi oplever da også interesse fra potentielle partnere, men der er jo ikke garanti for noget i disse tider," siger han.