De statsligt ansatte får en generel lønstigning på 1,62 procent over to år i en ny overenskomst, gældende for 180.000 lærere, politifolk og andre statsansatte.
Det står fast, efter at finansminister Bjarne Corydon (S) og de statsansattes organisation CFU er blevet enige fredag morgen.
- Jeg har fået en offentlig overenskomst, som yder det bidrag, der skal ydes, for at vi retter op på vores økonomi og konkurrenceevne også fra den offentlige sektor, siger Bjarne Corydon og tilføjer:
- Vi er i en krisetid, og derfor har det været nødvendig at indgå en overenskomst, som er fuldstændig ansvarlig, og som samtidig giver mulighed for, at vi sammen kan udvikle den offentlige sektor.
De statsansattes topforhandler, Flemming Vinther, fastslår også, at der er tale om en meget stram overenskomst.
- Det er klart, at både vores medlemmer og jeg gerne havde set en større lønstigning, men som finansministeren siger, har vi forhandlet ud fra de vilkår landet står i nu.
- Der er ikke noget langvarigt perspektiv i at forhandle en overenskomst, der undergraver det hus, man selv bor i. Vi har landet en forsvarlig aftale, siger Flemming Vinther.
De statsansatte fik dog et vigtigt krav igennem. Den såkaldte reguleringsordning videreføres, så de statsansattes lønninger fortsat reguleres efter lønudviklingen i den private sektor.
Det skal sikre, at de offentligt ansatte ikke sakker agterud i forhold til lønudviklingen i det private.
Flemming Vinther understreger, at medlemmerne bliver nødt til at se aftalen "i et større samfundsmæssigt perspektiv".
- Selvfølgelig ønsker vi så høje lønstigninger som muligt, men det nytter ikke noget at give kortvarig glæde, som ender i langvarig sorg, fordi det kommer til at koste arbejdspladser, siger Flemming Vinther.
Parterne er enige om at styrke kompetenceudviklingen i staten, så de statsansatte bliver klar til omstillinger. Samtidig skal en ny forenklet samarbejdsaftale sætte fokus på tillid og samarbejde i staten.
Trods aftalen fortsætter finansminister Bjarne Corydon fredag forhandlingerne i Finansministeriet. Gymnasielærernes arbejdstidsregler er fortsat ikke faldet på plads, og det er blandt flere punkter, som parterne nu forsøge at nå til enighed om.
/ritzau/