Fodboldklubben Manchester City holdt lørdag liv i drømmen om at slutte i top-3 i Premier League og sikre en direkte plads i Champions League-gruppespillet i næste sæson.
Manager Josep Guardiolas hold var dog ved at sætte en 2-0-føring over styr hjemme mod Kasper Schmeichel og Leicester, men efter et bizart brændt straffespark af gæsterne endte det med en 2-1-sejr til City.
Dermed er City på tredjepladsen med 72 point for 36 kampe. Det er to point flere end Liverpool på fjerdepladsen.
City kom foran efter en halv time, da David Silva udnyttede en tværaflevering og sikkert udplacerede Kasper Schmeichel til 1-0.
Den danske Leicester-målmand var også prisgivet, da Gabriel Jesus nogle minutter senere udnyttede et korrekt dømt straffespark mod Leroy Sané.
Leicester fik dog reduceret før pausen, da Shinji Okazaki smukt sendte en helflugter i mål til 1-2.
Lidt under et kvarter før afslutningen på anden halvleg fik Leicesters Riyad Mahrez muligheden for at udligne på et straffespark.
Offensivspilleren fra Algeriet sendte bolden i mål, men dommer Bobby Madley annullerede korrekt scoringen.
Det skyldtes, at Mahrez gled i sit tilløb og sendte bolden ind på sit eget støtteben, inden den gik i mål.
Dommeren dømte i stedet frispark til City, der altså endte med at hente en vigtig sejr.
Leicester er nummer ni i Premier League med 43 point for 36 kampe.
Danske Viktor Fischer blev sendt på banen med en halv time igen, da nedrykkede Middlesbrough hjemme tog imod Southampton.
Fischer har været i aktion i nogle pokalkampe i begyndelsen af året, men han har ikke spillet i ligaen, siden han fik 12 minutter mod Swansea 17. december i fjor.
Et hjørnespark fra Fischer var dog oplæg til Middlesbroughs reducering til slutresultatet 1-2.
Pierre-Emile Højbjerg spillede 74 minutter for gæsterne.
I bunden hentede Swansea vigtige point, da bundproppen Sunderland blev slået 2-0. Dermed har Swansea fire point ned til Hull under nedrykningsstregen.
Hull mangler dog to kampe i ligaen og møder søndag Crystal Palace på udebane.
Palace har inden opgøret 38 point ligesom Swansea, der har en enkelt kamp tilbage i sæsonen.
/ritzau/