Man skal være sikker på tasterne, når man bestiller noget mad online. Ikke mindst, hvis man har fået en drink eller to for meget dagen i forvejen og døjer med slemme tømmermænd.
Det fandt Katie Poole fra Toronto ud af, da hun modtog sin mad fra McDonalds. Posen var nemlig stort set tom.
Sammen med sin partner, Jody, havde Katie festet lidt for meget. Og hvad er så bedre end en gang junkfood til at kurere tømmermændene? Så Katie tog fat i den lokale McDonalds for at bestille en hamburger til udbringning med Uber.
Der var dog et par ingredienser, hun gerne ville undvære. Hun ændrede sin bestilling flere gange, så den til sidst lød: Ingen bolle, ingen sennep, ingen løg, ingen agurk, ingen bøf. Altså i virkeligheden kun ketchup! Eller måske skulle man kalde det en McAir?
Jody kunne ikke lade være med at drille kæresten, så han lagde regningen på Instagram:
– Katie er typen, der altid skal ændre på klassikerne. Ingen løg, ingen agurk osv. Men da hun havde ændret det hele, endte de med bare at sende os to pakker ketchup, skriver han i sit opslag.
Det er siden gået verden rundt og fået et hav af spøjse kommentarer. Også fra Katie selv:
– Whoops, skriver hun og indrømmer, at hun betalte fuld pris for sin ”burger” – selv om den altså bare bestod af to pakker ketchup.