Faderen og hans to døtre i designfirmaet Lind DNA er blevet rygende uvenner.
Siden Lind DNA blev stiftet for fire år siden, er omsætningen skudt i vejret og er nu på et trecifret millionbeløb, men succesen har også betydet, at Preben Lind og døtrene Bine Malund Lind og Mie Malund Lind ikke længere taler med hinanden. Noget Preben Lind er ked af.
- Det er jeg da helt klart. Det var ikke det, jeg havde regnet med og håbet på, men sådan er livet jo. Som forælder må man også give slip på et tidspunkt, siger Preben Lind til Børsen.
Han fortæller til avisen, at døtrene var i begyndelsen af 20'erne, da de i 2015 blev en del af direktionen. Men allerede halvandet år efter forlod de den igen.
- Jeg havde de tanker, at de mere og mere skulle ind i virksomheden, men vi var ikke enige om, hvor hurtigt det skulle gå, siger Preben Lind og erkender, at han også var for egenrådig.
Samtidig var der uenighed om, hvordan anparterne i virksomheden skulle værdisættes. Det endte i et flere måneder langt juridisk tovtrækkeri, skriver Børsen.
Desuden er der uenighed mellem Preben Lind og Bine Malund Lind om, hvem der fik idéen til virksomhedens kerneprodukt, dækkeservietter af genbrugslæder og naturgummi.
63-årige Preben Lind er i dag eneejer af Lind DNA, mens Bine Malund Lind driver firmaet Stoff Copenhagen og sammen med søsteren Mie Malund Lind har virksomheden Uhmm ApS.
I en mail til Børsen skriver Bine Malund Lind, som er den ældste af søstrene, at hun ikke ønsker at være med til et interview, "da der tydeligvis er meget forskellige fortolkninger af sandheden".