Kommentar af Jakob Melgaard | jame@avisen.dk
Tjah.. Det er så her, jeg skal skrive, at F.C. København simpelthen ikke var gode nok i går. At holdet måske er godt nok til Superligaen, men at det ikke kan måle sig med Europas storhold på den fineste scene , som man siger.
Men ved I hvad? I går VAR F.C. København gode nok. Gode nok til Champions League. Ser man bort fra en enkelt kikser i forsvaret, var det hjemmeholdet – vores hold, Danmarks hold – der var det bedste hold, og det BURDE have været nok.
Åh, hvis bare ikke Benfica havde været så forbandet heldige, så havde F.C. København været i Champions League nu:
Et hovedstød reddet på målstregen, et frispark på opstanderen. Et indlæg, der NÆSTEN snyder målmanden, og så Allbäck, som header snert forbi KOMPLET OG ALDELES BLANK foran mål.
For &%#¤!#! da også, hvor er det bittert. Men det var god underholdning. Tak for det FC, og nu gælder det UEFA-cuppen sammen med de andre danske hold.