Pave Frans har taget imod afskedsbegæringer fra tre biskopper i Chile, hvoraf en står i centrum i en skandale omkring chilenske præsters sexmisbrug.
Det er sket, på et tidspunkt hvor paven har iværksat en udrensning i den katolske kirke efter en række skandaler omkring pædofili og sexmisbrug og forsøg på at dække over dem.
I en pressemeddelelse fra Vatikanet mandag hedder det, at pave Frans har taget imod opsigelser fra biskop Juan Barros i Osorno, biskop Gonzalo Duarte i Valparaíso og biskop Cristian Caro i Puerto Montt.
Ud af de tre er det kun den 61-årige Barros, som er yngre end pensionsalderen, som er 75 år.
Barros har stået i centrum af skandalerne i den katolske kirke i Chile, siden han var tæt på Chiles mest berygtede præst og blev anklaget af vidner for at lukke lukke øjnene for sexovergreb.
Pave Frans er den første pave, som offentlig fordømmer sexovergreb, som pædofile præster har gjort sig skyldige i.
- Aldrig igen, skriver paven i et brev, der siger, at han skammer sig over, at hverken han eller kirkens ledere i Chile nogensinde lyttede til ofrene, da sexskandalen i det sydamerikanske land udviklede sig.
Hele delegationen af chilenske biskopper trådte tilbage i sidste måned efter en række møder med paven i Vatikanet. Det skete, efter at adskillige præster var blevet beskyldt for at dække over sexkrænkelser, som blev begået af den pædofile præst Fernando Karadima i 1980'erne og 1990'erne.
Siden 2000 er omkring 80 katolske præster i Chile blevet meldt for sexkrænkelser.
Paven blev selv involveret i skandalen, da han under et besøg i Chile i januar forsvarede Barros.
Paven har undskyldt og skal i den kommende weekend mødes med nogle af ofrene for de mest berygtede pædofile chilenske præster.
I sit otte sider lange brev til chilenske troende takker han ofrene for deres tapperhed og tålmodighed i jagten på sandheden, selv om det kunne virke håbløst på grund af kirkens forsøg på at miskreditere dem.
/ritzau/AFP