Man døber skam tøjdyr og legetøj i kirkens rum.
Sognepræst Kirsten Knutzen fra Sthens Kirke i Snekkersten gør i hvert fald. Hun har siden 2009 døbt 80 teddybjørne og dukker under særlige gudstjenester for de mindste. Men denne praksis får nu biskop i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, til at kræve en redegørelse fra præsten.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Lise-Lotte Rebel formoder, at Kirsten Knutzen har haft til hensigt at fortælle børnene om kristendommen.
"Jeg er også sikker på, at hun er bekendt med, at vi ikke døber ting i folkekirken," siger biskoppen til Kristeligt Dagblad.
"Dukke-bamse-gudstjenester" afholdes i Sthens Kirke en gang om måneden ind til maj. Målgruppen er kirkegængere i aldersgruppen to til seks år. Deres forældre er også velkomne.
Kilde: Kristeligt Dagblad