Hvordan kan det være, at lidelsen skal være varig, når fleksjob er midlertidige?
Det spørgsmål stiller bisidder og socialrådgiverstuderende Jeppe Volkmann i et debatindlæg i Politiken.
Her undrer han sig over, at jobcentrene kan tvinge syge borgere væk fra deres arbejdsgiver, og stiller beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) spørgsmålet om det kan være rigtigt.
Jeppe Volkmann har stået udenfor et jobcenter med en grædende klient og en målløs arbejdsgiver.
Systemet kunne ikke hjælpe Julie med at blive hos sin arbejdsgiver, skriver Jeppe Volkmann. Hun skal i et ressourceforløb, siger systemet, og kan dermed ikke beholde sine 12 ugentlige timer hos arbejdsgiveren. Også selv om arbejdsgiveren er glad for det arbejde Julie kan præstere.
"Kan det virkelig passe, at en arbejdsgiver, der har et ønske om at fastholde en medarbejder, bliver tvunget af jobcentret til at lade hende gå? Er det i overensstemmelse med lovens formål om at yde service til arbejdsgivere, der ønsker at fastholde deres ansatte? Kan det passe, at en kvinde, der kun ønsker at arbejde, skal tvinges ud i arbejdsløshed for at sikre sin forsørgelse?", skriver Jeppe Volkmann og spørger, om det hænger sammen med en politisk vision om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Julie lider af PCS - efterveer af en hjernerystelse - og døjer med kraftig hovedpine og kan ikke arbejde mere end 12 timer om ugen.
Ifølge Jeppe Volkmann kan PCS ikke ses på skanninger, og der findes ikke videnskabeligt dokumenteret behandling. Men at man har en klinisk fornemmelse af, at det i de fleste tilfælde i en eller anden grad vil gå over med tiden.
Til gengæld står der i loven, at for at få et fleksjob, skal lidelsen være dokumenteret væsentlig og varig. Og i Julies tilfælde har Rehabiliteringsteamets læge vurderet, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at Julies lidelse er varig.
Resultatet blev, at lægens kliniske fornemmelse vejede tungest, skriver Jeppe Volkmann, og at Julie nu ved, at hun ikke længere kan være på sygedagpenge, fordi hendes sygdom ikke har behandlingsmuligheder, og at hun ikke kan fortsætte på sin arbejdsplads, fordi hun måske en dag vil blive rask.