Brøndby fortsætter oprustningen før forårssæsonen i den hjemlige Superliga.
Seneste indkøb i Vestegns-klubben er den unge forsvarer Mikkel Bischoff, som med omgående virkning skifter fra engelske Coventry City til de danske vicemestre, Brøndby IF. Det skriver Ekstra Bladet på sin hjemmeside.
»Jeg har længe gerne ville hjem til Danmark og spille. Og Brøndby er perfekt. Det er en klub, der hører hjemme i toppen af dansk fodbold, og det vil jeg gerne hjælpe dem med,« siger han til Ekstra Bladet, som skriver, at kontrakten skal løbe i fire et halvt år.
Forsvarsspilleren var AB-spiller, sidst han spillede herhjemme. Derfra skiftede han i 2002 til Manchester City og siden Coventry.