Bischoff skal styrke Brøndbys forsvar

Mikkel Bischoff vender hjem til Danmark efter fire skadesplagede sæsoner i engelsk fodbold. Brøndby IF skrev onsdag kontrakt med den 24-årige forsvarsspiller fra Coventry, der skal være med til at styrke klubbens defensiv.

Brøndby har hentet allround forsvarsspilleren Mikkel Bischoff hjem til Danmark på en fire et halvt år lang kontrakt fra Coventry City på en fri transfer. Tanken er, at Bischoff skal styrke Brøndbys defensiv og dermed hjælpe den kriseramte klub til at avancere i tabellen i foråret.

»Han er en yderst talentfuld spiller. Han er både teknisk dygtig og fysisk stærk, og så er det jo en fordel, at han kan spille alle pladser i bagkæden,« siger sportschef Anders Bjerregaard.

Hvilken plads Bischoff er tiltænkt i Brøndby, ville Anders Bjerregaard dog ikke ud med. Der er dog næppe tale om, at Brøndby har hentet en reserve hjem fra England, så mon ikke han vil få en fast plads på holdet i foråret. Hvis ikke han skal erstatte den lidt urutinerede Mark Howard i midterforsvaret, er det muligt at han skal spille på venstre back, hvor træner René Meulensteen ikke synes at have tillid til Asbjørn Sennels og ikke ønsker at bruge midtbanespilleren Joseph Elanga.

Mikkel Bischoff blev udråbt til et stort talent, da han fik sit gennembrud i AB i sæsonen 2001-2002. Siden har han levet en lidt omtumlet tilværelse i engelsk fodbold. Blandt andet har han været to sæsoner i Manchester City, og senere to i Coventry City. I alle sæsonerne har det dog været småt med spilletiden, blandt andet fordi den 24-årige spiller har været meget plaget af skader. I denne sæson er det indtil videre blot blevet til to kampe for Coventry, men ifølge lægeundersøgelsen skulle den unge spiller nu være helt skadesfri.

»Jeg er lykkelig for at vende tilbage til Danmark, og Brøndby IF er helt perfekt for mig. Jeg glæder mig meget til at være med til at få Brøndby IF tilbage i toppen af SAS ligaen,« siger Mikkel Bischoff til klubbens hjemmeside.

Mikkel Bischoff tiltræder i Brøndby 12. januar og deltager, når Brøndby-truppen drager til Gran Canaria på træningslejr.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.