Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) var her til formiddag kaldt i samråd i Integrationsudvalget om misbrug af den såkaldte beløbsordning. Der sker efter afsløringen af, at it-virksomheden CSC har hentet 900 indiske it-folk til Danmark og betalt dem lønninger langt under det, deres danske kolleger tjener.
Ministeren ville i samrådet ikke udtale sig om den konkrete sag, men kunne blot oplyse, at hun ville mødes med de faglige organisationer AC, LO, FTF og forligspartierne til videre drøftelse af sagen.
Eigil Andersen (SF), der havde kaldt ministeren i samråd, er langt fra tilfreds med Birthe Rønns udmelding, som han kalder "for slap."
"Det er en helt urimeligt, at nogle virksomheder omgår den indtjeningsgrænse, der er fastsat for at undgå, at danske arbejdere bliver kastet ud i arbejdsløshed," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge SF skal de virksomheder, der har underbetalt udenlandske arbejdere, for det første betale det beløb, der er underbetalt tilbage til medarbejderen samt betale tre gange det samme beløb til statskassen.
Eigil Andersen mener, at der er tale om social dumping, og at kontrollen med ordningen skal skærpes hurtigst muligt.
"Det er simpelthen for dårligt, at integrationsministeren ikke handler på de oplysninger, der foreligger. Det går alt for langsomt, og denne her proces skal speedes op," siger han til Newspaq.
Birthe Rønn Hornbech kunne på samrådet ikke give svar på, hvornår der vil foreligge en handlingsplan på området.